K L U M M E N

Digitale hoveder – food for thought..

“Sidder i toget, på vej hjem fra arbejde, optaget af min musik fra Spotify, mens jeg tjekker diverse opdateringer nyheder, facebook, instagram mv. Pludselig afbryder musikken. Vi kører forbi én af de der stationer, hvor netværket bare altid afbryder. Jeg kikker op. Jeg kikker rundt på de ‘skræmte dådyr’, som kikker fortvivlet ned på deres mobiler, og forsøger at trykke flere gange, i håb om, at nettet hurtigt vender tilbage, og angsten for, at se et andet menneske i øjnene, formindskes. Jeg kikker rundt i togkuppeén og kan se ét enkelt menneske som kikker op. Ét ud af måske 30, som ikke er optaget og på samme tid fortabt i den digitale verden. Ét menneske der ser hvad der foregår omkring. Jeg smiler lidt, men tænker egentlig, at det er skrækkeligt hvad verdenen er kommet til. Jeg er lige så ‘skræmt et dådyr’ som alle de andre, og skynder mig, at skrive de her tanker ned til senere brug. Men jeg blev bevidst i ét øjeblik. Den bevidsthed har vi naturligvis alle, i hvert fald den generation der ved bedre, fordi de kender tiden før mobiler og internettet, og ved, at der er noget andet. Noget andet, som de fortabte sjæle går glip af. Det, vi plejede, at kalde den virkelige verden.”

digital verden

[Foto fra Pixabay – Unsplash]

Da jeg skrev ovenstående tanker på en togtur hjem, blev jeg inspireret til, at marts måneds klumme, netop skulle omhandle et meget central emne idag: “Den virkelige verdens plads i den digitale verden, – fordi er der egentlig plads til den?”

Vi som samfund er kommet til et punkt i livet, hvor vi kommunikerer med hinanden primært via digitale medier. Om det så er via telefon, e-mail, sociale sider på internettet and so on, så er det blevet vores primær kilde til kommunikation, opdatering, formidling og udvikling. Sådan er det bare.

Det gør vores hverdag nemmere og vi udnytter den dyrbare tid, vi har på kloden så optimalt så muligt ved, at nå ud til hinanden på et splitsekund. Vi holder kontakt med hinanden over oceaner, kan dele ideer tværs over verdensdelene og holder møder på samme vis fx gennem Skype og andre avancerede digitale løsninger. Der er plads til iværksætter som fx blogger, amatør journalister, fotografer (dette magasin inklusiv) til, at sprede deres nyheder tværs over verden, gør sig bemærket og det giver både udvikling til verdenen som helhed, men bidrager også til vores læring. Det er i teorien, et rigtig godt sted vi er som samfund. Vi er optimeret på bedste vis!

Men… Ja, jeg vil vove at påstå, at der er et stort men. Til trods for, at den digitale verden har optimeret vores virkelige verden, så har den ikke gjort det uden nogen konsekvenser. Alting har en pris. En udvikling, selv den bedste af slagsen, sker ofte på bekostning af noget. Én af de konsekvenser, er desværre, at vores evne til at søge menneskelig kontakt, på den helt naturlige instinktive måde og nogle vil sige, gammeldags facon, er gået tabt undervejs.

Jeg er et ’80 barn og derfor husker jeg tiden før mobilen og internettet kom til, hvordan man fx sad i toget og kunne begynde en samtale med en vild fremmed der sad overfor én, fordi det virkede naturligt. Jeg kan huske, hvordan min forældre kunne standse bilen og spørge om vej, fordi de ledte efter en konkret adresse og jeg husker tydeligst, hvordan jeg, som barn brugte min fritid på, at komme udenfor og lege med nabolagets børn. Sådan er det ikke helt idag. De fleste der sidder i toget, har travlt med, at sidde i sin egen bobbel med sin mobil og vil helst ikke forstyrres, og kunne slet ikke forestille sig, at tale med en vild fremmed. De fleste spørger ikke om vej længere, da de har en indbygget GPS enten i bilen eller mobilen. Børnene leger stadig med hinanden, men det er sjældent rundbold eller lignende der står på menuen, men til gengæld sidder de med deres mobiler og kommunikere via facebook eller andre sociale medier.

Den menneskelig instinktive kontakt er ved at gå tabt. Den er ved at udvikle sig til,  at være et unaturlig og forstyrrende element i vores hverdag. Netop det, syntes jeg er sørgeligt!

Mange vil være og er uenige. Mange vil sikkert sige, at vi netop kommer tættere på hinanden ved at kommunikere hurtigere, bredere og ved at have flere muligheder for det. Jeg er heller ikke uenig i det. Men det jeg syntes er vigtigt, det er at vi ikke glemmer, at vi er mennesker som har brug for en naturlig fysisk face-to-face kontakt. Det ligger dybt i os og er et basalt behov. Behovet forsvinder ikke, bare fordi vi har optimeret midlet til at kommunikere. Faktisk bliver det større.

Jeg har ikke en løsning på ovenstående og mine tanker omkring det er også spredt, fordi på den ene side og på den anden side…. Men det jeg syntes er vigtigt, det er at vi holder fast i den naturlige kontakt. At vi taler med den vild fremmed person i toget, fordi hvorfor egentlig ikke, at vi spørger om vej, selvom vi har en GPS, at vi opfordrer vores børn til at lege i gården og lade mobilen blive hjemme, og at vi bare er mere til stede. På den naturlige måde.

It's only fair to share...Tweet about this on TwitterPin on PinterestShare on FacebookEmail this to someone